Børn har det bedst i små institutioner. Jeg vil bevare kommunens små vuggestuer, børnehaver og skoler - og stemme nej til alle sammenlægninger. Jeg har prøvet både store og små institutioner med mine egne børn, og jeg har en stor kærlighed til de små steder, hvor jeg oplevede langt større nærhed og "familiefølelse".
Ingen iPads og skærme i vuggestuer og børnehaver. Vi har allerede indført det i skolerne og fritidsordninger, men vi skal have daginstitutioner og klubber med. Vi er de voksne og vi må tage ansvaret og ikke overlade de svære beslutninger til børnene.
Større børn skal have ansvar og tage ansvar. Vi forældre skal sørge for, at de tager et fritidsjob eller tager ansvar i en af vores mange foreninger. Kommunernes skoler skal derfor samarbejde mere med arbejdsgivere og foreninger for at få de unge aktiveret. Gentofte Kommune er ifølge Danmarks Statistik den kommune i Danmark, hvor FÆRREST unge mellem 13 og 17 år har et fritidsjob. Det skal laves om.
Vi skal prioritere foreningslivet. For borgere i alle aldre. De bedste fællesskaber er de frivillige fællesskaber. Her finder vi mening, ansvar og forpligtelse. Skolerne og foreningerne skal arbejde tæt sammen, så børnene bliver aktive i foreninger.
Børn og unge skal selv bevæge sig rundt i kommunen - de skal være selvstændige og tage ansvar for at komme i skole, på arbejde og til fritidsaktiviteter. Derfor skal vi have trygge cykelstier og færdselsmuligheder i hele kommunen.
Kommunens grønne områder skal have fokus, så vi bruger dem mest muligt både børn og voksne. Gentofte er en meget tæt bebygget kommune og vi har brug for mange dejlige grønne områder.
Med jævne mellemrum er der forslag om at lukke S-togsstationer. Vi skal bevare alle kommunens S-togsstationer, så vi er forbundne til resten af København uden at skulle bruge en bil. Transporttiden gør en verden til forskel for alle forældre.
Vil du være en del af KV-25 holdet ?